Mød Francois Millet og Jean-Luc Pepin hos Comtes Georges de Vogüé, Christophe Roumier hos Domaine Georges Roumier og Frederic Mugnier fra huset af samme navn.

De siger, den svæver, de siger, den vibrerer … de siger, den ophæver sig selv, og de siger, den er feminin. Vissevasse – alkoholtåger, fuldemandssnak og pseudolyrik har skabt mange skel mellem dem, der synes, de forstår, og dem, der slet ingenting begriber. Myterne omkring Romanée Conti, marken og vinen, er talrige og ofte langt ude, men det er, som om Musigny omgærdes af endnu mere esoterisk mystik og ubegribelighed – som om den plet er kastet ned på jorden af fremmede rumvæsner eller med et trylleslag og et glimt pludselig er skabt af forhistoriske mørkemænd.

Musigny er noget særligt. Piller man alt det parfumerede og hallucinationsfremkaldte stads af marken og vinene, handler det om beliggenhed, jord og 16 meget heldige ejere af 10,85 ha. De 12 af ejerne aftapper selv kommercielt og varierer ikke væsentligt i kvalitet, og det siger selvfølgelig noget om markens egen styrke, dens evne til at blotte sine dyder, en påtrængende kraft, der aldrig putter sig.

Musigny spiller aldrig på struktur og simpel muskelkraft, men på gennemtrængende intensitet, dobbelttoner af skærende sopran med underliggende lavfrekvent bas – den ene går til hovedet, den anden går i maven. ”Som silke og kniplinger; yderst delikat uden den mindste antydning af voldsomhed og dog så megen skjult styrke,” sagde historikeren Gaston Roupnel i begyndelsen af 1900-tallet.



Besat med gode 1er cru-marker
Den lille kommune Chambolle-Musigny baserer sit ry og rygte på Musignys dyder, men byen er besat med gode 1er cru-marker samt ikke mindst det stakkels stedbarn; grand crumarken Bonnes Mares, som strækker sig ind i Morey Saint-Denis.

Byens søvnighed dækker over en spænding, en splittelse mellem sine nordlige dele med rød lerjord og muskuløse vine og den sydlige mere næringsfattige, kalkstensdominerede del, hvor Musigny og eksempelvis 1er cru Les Amoureuses ligger.

Bonnes Mares bliver ofte glemt, når talen falder på byens vinøse arv, den har aldrig haft digtere til at skrive om sig, den er sjældent mystisk, som Musigny kan være, og smager generelt ’bare’ basalt godt – en slags lige ud ad landevejen-bourgogne.

Der er heller aldrig gået kult i Bonnes Mares, for tilgængeligheden er rimelig, bortset fra Lalou Leroys Domaine d’Auvenay.

Vinbeskrivelser i newage-stil
Musignys ry formindskes i hvert fald ikke af kellermeister Francois Millet hos markens vægtigste ejer Comtes Georges de Vogüé. Han er om nogen mester i svært begribelige beskrivelser af, hvad Musigny kan, gør og har i sig.

Senest, da gastro var forbi, gik der newage- allegorier i den. ”Det er sommer, og du skal forestille dig, du sidder på en aftensval veranda, foran dig er en sø, en sø af mineralitet, ’vandet’ er roligt, det er ikke en strøm, ikke en flod, her er stille, du er dog et stykke fra bredden, måske oppe i bjergene … det er Bonnes Mares 2009,” og han fortsætter: ”Med Musigny er du på en ponton i søen og kan se bunden gennem det klare vand.” Musigny er klarsyn, musigny er ikke drift, musigny er stilhed og stor dybde. Musigny tynger aldrig, den sætter ikke tydelige fodspor i smagsløgene, den tripper og flyder, men er mystisk varig.

Francois Millet er en af mystikerne, en sammensat personlighed med prætentiøs metaforisk tilgang til vin og bourgogne i almindelighed og musigny i særdeleshed, men der er alvor bag og et eller andet sted hold i tingene. Han problematiserer spørgsmåls formulering og indhold, accepterer ikke præmissen og svarer mut for pludselig at bryde ud i latter efter affyring af en insiderjoke.

Hans partner i ledelsen, Jean-Luc Pepin, som kom til to år senere i 1988, er af en helt anden hjertelig støbning, underholdende og med liv i øjnene. De udgør et forbavsende makkerpar, og Pepin respekterer tydeligt Millets fornemmelse for Chambolles særegenhed.

Familiens sorte får
Millet kalder de ’rigtige’ chambollevine for Familien og regner ikke Bonnes Mares for medlem. Det er han jo ikke ene om, Bonnes Mares er outsideren, et sort får, som burde være et andet sted – kvaliteterne passer ikke farmand – i andre sammenhænge ville stedbarnet blomstre – havde den været medlem af familien Morey Saint Denis, var sagen klar. Bonnes Mares er mere som Morey Saint Denis eller endda Gevrey-Chambertin.

Hos de Vogüé er det tydeligt, at den tungere lerjord i Bonnes Mares giver langt mere struktur i form af tannin og umiddelbar frugtagtighed end Musigny. Francois Millet fortsætter sine lærerige metaforer med sin årgangsbeskrivelse. 2009 er diplomaten, meget præcis i sit sprog, måske tilbageholdende og lidt afmålt, men med kolossal indsigt, mens 2008 er rebellen, en oprører, der ikke helt har styr på sine udsagn, men alligevel har gevaldigt meget at komme med på en mere direkte måde end diplomaten 2009.

Læs videre på næste side...