Jeg er en Latour-pige,” afslørede en af deltagerne, mens vi ventede på, at smagningen skulle gå i gang. Åh ja, sådan har vi jo alle vores præferencer, nogle mere flamboyante end andres!  Vi venter på The Pre Tasting – den helt forrykte (i positiv forstand) smagning, der finder  sted om eftermiddagen på Hotel Schweizerhof i Bern inden selve middagen og aftensmagningen.

De fleste af os sveder tran i det alt for varme lokale, men Malene Meisner fra FINEST Events trøster os med, at der er mere køligt i de tilstødende lokaler. Vi er knap 20 mennesker  tilstede, og alle er i deres stiveste puds til middagen senere – og vel også i erkendelse af,  at smageprogrammet lægger op til en vis ærbødighed. I et af de tilstødende lokaler er der en stor dobbeltseng, hvilket undrer mig en smule, indtil det går op for mig, at smagningen finder  sted i hotellets Presidential suite, der mildt sagt er rummelig!

’Præsmagningen’ har Petrus vs. Latour med årgangene 45, 47 og 61 som et slags hovedtema,  men alle vinene er spektakulære. Lafleur 1950 er en cadeaux til smagningens guest of honour,  Jancis Robinson, som med sin faste klumme i Financial Times og titusindvis af abonnenter på  sine Purple pages på jancisrobinson.com gennem årene er blevet en af verdens mest  indflydelsesrige vinskribenter.

Jancis (den lille kreds af vininteresserede, der hver især  har betalt en gennemsnitlig dansk månedsløn (før skat!) for smagningen, er alle på fornavn  med hende) er begejstret for den legendariske vin. 1950 er hendes fødeår, og hun havde netop  fejret fødselsdag nogle dage tidligere. Og den er ret enestående – undertegnede er dog i den  usædvanlige situation at have smagt vinen tidligere (ved Søllerød Kro-smagningen sidste efterår,  se gastro nr. 54 eller gastro.dk), og dér imponerede langt mere med en koncentration og tæthed,  vinen ved denne smagning i Bern ikke havde. Jancis Robinson slår dog vininvestoren, bladmanden  m.m. Pekka Nuikki (Finest Magazines), der med sit fødselsår, 1961, spiller ud med Dom P 61.  Dom er dejlig, men rider mod solnedgangen.

SKRÆK FOR SKUFFELSER
Petrus 61, Lafleur 47, Mouton 45 … vine, der på papiret er legendariske, og vine, man næppe regner med nogensinde at komme til at smage – og her står de så linet op som levende budbringere fra en længst svunden tid. Men er de levende … jeg må indrømme, at jeg er rigtig nervøs for at blive skuffet, for historiens vingesus i sig selv er ikke nok – der skal også være noget i glasset. Og det er der – de vine, der er de største forventninger til, indfrier dem. For mig er den sødmefulde og tobaks- og læderduftende Mouton Rothschild 1945 med den falmede etiket med V for victory nok dagens største oplevelse.

Nogle vine har naturligvis holdt alderen bedre end andre, men ingen er fejlbehæftede eller døde ved ankomsten – alle imponerer, og det i sig selv er imponerende, når man eksempelvis betænker, hvor mange vine med prop, der optræder ved gængse vinsmagninger. Kun d’Yquem 1921 falder igennem – det er en skindød vin, underlig skrøbelig, spinkel og laksefarvet. Også den optrådte ganske anderledes ved førnævnte Søllerød-smagning – intens sødmefuld og dybt ravfarvet.

Præsmagningens mest spektakulære omend langtfra største vin er dog Heidsieck 1907, champagnen, der for nogle år siden blev hævet fra den Botniske Bugt. Ikke en gigantisk champagneoplevelse, men en stor vinoplevelse, hvor det psykologiske har stor betydning. En af smagedeltagerne insisterer på, at vinens overlevelse skyldes, at den har ligget i ferskvand! Han skal vist hjem og se på et kort over den Botniske Bugt! Vinene blev i 1997 bjerget fra skonnerten Jönköping, der i 1916 blev torpederet af en tysk ubåd. Hvor tit har man lige hørt om ubådskrig i de finske søer og elve?

VANDDRIVENDE APERITIF
Inden middagen og aftensmagningen samles vi i en af hotellets store saloner, hvor der er dækket op med … kildevand en masse! ”Nu regner I nok med, at I skal have en aperitif, men I står faktisk med jeres aperitif her,” siger Malene Meisner og hæver sit glas til skål. Jamen, så skål da – i Gize, guldfiltreret(!) kildevand fra Canada. Men hun har en pointe med sin påmindelse om at drikke ét glas vand for hvert glas vin – og med i omegnen af 50 vine på programmet er der næppe nogen, der kommer til at fornemme et hul, hvor aperitiffen skulle have været.

Jeg har fået Jancis Robinson til bords i den enorme festsal, og overfor sidder hoteldirektøren, der under ’aqua-aperitiffen’ kunne fortælle, at Hotel Schweizerhofs renovering (der endnu ikke er helt afsluttet) har kostet 200 millioner – og det er altså schweizerfranc, så gang med 6,5! ”Do you know who owns the hotel?” spørger Jancis Robinson, idet hun læner sig ind mod mig. Det ved jeg ikke. ”Qatar!” lyder svaret.

En af retterne til middagen er en hilsen til Rasmus Grønbech – ’Zarens børn’, skiver af banan og caviar i rigelige mængder, og der fyldes efter med caviar, hvis man ønsker. Det gør man! Den opdrættede caviar er fra firmaet Zwyer, en ret ny schweizisk producent, der efter alt at dømme gør det godt. Langt fra alle i selskabet forstår bananmaden, heller ikke Master of Wine Robinson, der lader banan være banan og satser på caviaren.

Robinson er en scenevant ’smalltalker’ og virker både oprigtig og behagelig, lattermild og familiær. Hun griner overbærende, når hun bliver smådrillet med ’en amerikansk vinskribent’ med slet skjult henvisning til uoverensstemmelserne mellem hende og Robert Parker, hvor sidstnævnte blev atypisk personlig i sine udfald mod Jancis Robinson.

Hun spørger, om danskere overvejende holder ferie i Danmark eller i udlandet, og jeg svarer i udlandet, hvilket jeg senere finder ud af ikke passer. Hun fortæller desuden om et fantastisk besøg på noma og et meget skuffende besøg på Geranium – ”It’s just a weak noma look alike!” Hmmm, Jancis, så kan du selv være en Parker Light!

HVAD MERE KAN MAN FORLANGE
I løbet af aftenen har flere af selskabets overvejende mandlige deltagere fået taget sig så meget sammen, at de godt tør spørge Jancis Robinson om side by side-photo. Det er hun tilsyneladende også vant til, ligesom hun hele aftenen har sin Blackberry liggende på bordet – til notater og med jævne mellemrum til at twitte med diverse kloden rundt. Når man, som undertegnede, er vant til at fejlsende sms’er i dusinvis – og endda forvrøvlede af slagsen, fordi stavekontrollen har overtaget magten – så kan man godt være en smule imponeret over, hvordan hun ’fingerdanser’ hen over telefonens diminutive, men omfattende tastatur.

Hun er nødt til at bryde op før midnat, hun skal med toget ved daggry og møde sin mand til frokost på L’Aperge i Paris. Ved ettiden er aftenens selskab ved at bryde op, Malene Meisner er steget ned fra de imponerende Jimmy Choo-stiletter og vil bare vide, om der er mere, vi få tilbageværende har lyst til at smage?

Hele dagens smageprogram står linet op til et spektakulært ’sjat-afterparty’, hvis der er noget, man vil gå tilbage til. Vil vi have et glas Mouton Rothschild 1982, som også stod på programmet, men som ved en fejl ikke er blevet skænket i de mange ’smage-flights’? Vil vi det – 100 point-vinen, der rask væk går for 100.000 kr. kassen på auktioner. Skulle man lige slutte med et glas af den?

Nej, egentlig ikke. Faktisk drømmer man ikke om mere efter en sådan smagning, og det er en luksuriøs og befriende følelse. Inden for kategorien af store, klassiske vine (og et par mavericks så som Sine Qua Non) manglede der ikke noget. Nogle gange viser verden sig fra sin bedste side, og man får alt det, man kan drømme om. Det er først dagen efter, at den indre dværg dukker op i én, og man ærgrer sig en lille smule over at have takket nej til et tilbud, man ellers stort set aldrig får. For så er verden alligevel heller ikke et bedre sted.


KLIK HER FOR AT SE DEN VILDESTE VINSMAGNING I SCHWEIZ