Drew Noon er en mand med respektindgydende integritet. Ikke kun fordi han er en af Australiens bare 16 såkaldte Masters of Wine og dermed indehaver af verdens mest krævende vinuddannelse, eller fordi hans vine smager fantastisk.
13. nov
- Af Rasmus Holmgård
- Foto: Ole Bergstrøm
Heller ikke kun fordi Noon svømmer i Parker-point og kunne overrisle sig med selv kurssvage amerikanske dollarsedler nok til at skide vinelskere et langt stykke, men alligevel insisterer på kun at justere prisen i forhold til inflation og evt. fluktuerende produktionsomkostninger. Det er heller ikke alene, fordi Drew Noon er metodisk, pedantisk og hygiejnefikseret grænsende til det hysteriske, men alligevel tilvirker sine 20.000 flasker i faderens gamle vineri af 50-årige træfade i en garage i Mclaren Vale. Eller fordi Drew og konen Raes erklærede mål er at give så mange vininteresserede så stor en oplevelse med deres produkt som muligt. Nej, det er alle ovenstående faktorer i kombination med det faktum, at Drew Noon er en beskeden, venlig og imødekommende mand, der generøst deler ud af sin massive kompetence. Kødeliggørelsen af hvilken ikke finder finere form end flagskibet (ikke Noons dyreste vin) Eclipse: Ultimativ frugttyngde, typisk Mclaren Vale-frugtighed, men dyb, maskulin, kontant struktur, ambitiøs, solid, oldschool, ubarmhjertig, salmiaklakrids, solbær, brombær, tobak, kaffe, piratos, timelang finale, renskuret og veltrimmet. En prægtig, hvis ikke den bedste, australier!
329,75 kr. H.J. Hansen/Vinspecialisten/Magasin
hjhansen-vin.dk
★★★★★★