Vi har været på jagt - ja, nogen skal jo - og har fundet fem gode hverdagsvine, der er til at betale.
20. okt
- Af René Langdahl Jørgensen
Côtes du Ventoux Vieilles Vignes 2010, Domaine Bon Remède. Frankrig
Grenache, syrah og carignan – intet nyt, gammelkendt blanding, gennemprøvet og testet, klimabestandig og i stand til at give gode mængder til gavn for pengepungen, men … Bon Remède er langt fra standard. Den går lige i hjertet, og vin, der taler til den indre hedonist og livsnyder, skal man ikke kimse ad – nej, vi skal faktisk klappe. De blå lavendelmarker ved Sault står helt fremme i erindringen, duften er ’osende’ af power og koncentration med lakrids og hindbæressens, timiangren og brombær. Ikke stor kompleksitet,men lige på og rå næse
69,50 kr kr. v./6 fl. Wine.dk
Côtes du Rhône 2010, Denise Amiel. Frankrig

Moderne og klassisk rhônevin – moderne på grund af sin alkohol og frugtmættede duft, klassisk for sin nærmest grenede grenachestil. Sorten har en tendens til at give barket eller lavendelbuskagtige elementer til den typisk jordbærdominerede frugtighed. Husets blot tre ha ligger i Beaumes de Venise, som nu også har lov at skrive AOC på etiketten. 15 % er normalen i dag, og her fornemmer man det ikke, hvilket indikerer dygtigt håndværk og tilpas ekstrakt og syre. Jeg vil anbefale, man nyder den hen over vinteren for den udtalte frugtvarme – skulle man glemme den, holder den nok fem år endnu
89,95 kr. dvin.dk
Private Bin L19 2008, Calabria, New South Wales. Australien

Calabria er en af Westend Winerys premium-series. Navnet kommer fra grundlæggerfamiliens italienske baggrund, og serien består indtil videre af to vine på knap så almindelige sorter. Aglianico er selvfølgelig kendt i Italien, men ikke i Australien, mens Saint-Macaire ikke er kendt hverken i Australien eller på hjemmebane i Frankrig. Den er sort som kul og kunne sagtens tages for pomerol i en blindsmagning med sin trøffel og blodagtige lugt. Der er nærmest toscansk syre i smagen, den er tør, slank og rank, men slutter desværre med en svesket varm tone tilsat mandelessens, som ødelægger det samlede billede. Bestemt værd at prøve, hvis det er sjældne sorter, man er på jagt efter.
97 kr. Goldenwine.eu
Leone Rosso 2007, Donatella Cinelli Colombini, Toscana. Italien

Hun kæmper blandt andet kvindernes kamp i vinens verden. Donatella står bag et kvindeligt netværk af vinmagere, og hendes brunello er normalt blandt de bedre. Familieejendommene tæller dog også Fattoria Il Colle ved Trequanda ca. 30 km sydøst for Siena. Der laver hun Leone Rosso på sangiovese og merlot. Vinens jordede element er næsten for meget af det gode, selv om begge sorter naturligt kan have tør sommerjordskorpe som typisk aroma. Årgangens suveræne varme slår dog også igennem med dyb mørk kirsebærfrugt og solbærspor med pibetobak. Den er cremet, saftfuld og fastholder et centraltoscansk greb i smagsløgene med syre og let bitterhed. Fin vin.
99 kr. a-vinstouw.dk
Sauvignon Blanc 2009, Giesen, Marlborough. New Zealand

Wairau, et underområde i Marlborough, er tit ophav til de mest anmasende sauvignon
blanc fra New Zealand. Den slags, hvor passionsfrugten bliver til grape og ammoniaklignende kemi. Giesens version er professionel, vellavet og doseret. Den har stikkelsbær, passionsfrugt og næsten ingen grøn peber, mens smagen er sprød, syrlig, undermoden på den gode måde, men savner lidt intensitet i forhold til konkurrenterne i prisklassen. Den skal drikkes nu og inden næste årgang frigives!