Ja vi skal også have champagne dette nytår! Jesper Uhrup kigger nærmere på nogle af de gamle kendinge: Vintagechampagner med mere end 20 år på bagen.
30. dec
- Af Jesper Uhrup/Redaktionen
- Foto: Pr
Veuve Clicquot la Grande Dame 1990
Årene er begyndte at sætte sit præg, 1990 er fortsat et dejligt ’toastet’ glas vin, men den har været større, og en vis træthed er begyndt at melde sig. Sats på Cliquots ’ordinære’ vintagevine, der giver mere valuta for pengene – ja, de kan faktisk være kæmpestore. Nogle af undertegnedes største champagneoplevelser har således været med den almindelige vintage 1988 og 1989, der begge havde udviklet sig fantastisk godt. 1.800 kr. Moët-Hennessy
Salon 1988
Hvor stor Salon end er, så er det en af de mest afvisende vine at have med at gøre – den er en tænderskærende syrekoger i sine unge år og har brug for lang, lang tid til at modne. 1996 varslede storhed på nuværende tidspunkt, men der bliver stadig ikke givet ved dørene. Det gør der i øvrigt aldrig i Salons tilfælde, men 88’eren viser, hvad Salon formår – og hvordan en stor, hvid bourgogne ville være, hvis den havde valgt at være en champagne i stedet! Den er forbavsende frisk, alderen taget i betragtning, stadig med et godt syrebid, og bag syren har vi så chardonnay på turbo, riiigeligt smør og citrus. 6.000 kr. Philipson Wine
Jacquesson signature 1990
Chiquet-brødrenes ’udgivelsespolitik’ kan forvirre en smule – hvor mange forskellige vine har de egentlig i deres portefølje, og hvad er den dybere mening? Den dybere mening er en kompromisløs higen efter kvalitet, der i dag har gjort huset til et af mest interessante af de ’større små huse’! Signature (som de vist ikke laver mere) er i 90-årgangen næsten fifty-fifty blanding af pinot og chardonnay – med en overvægt til pinot. Den har et lidt ’svampet’ udtryk a la gammel Bollinger – og det er ikke den værste sammenligning! 2.000 kr. Erik Sørensen Vin
Krug 1988
Årene 88, 89 og 90 var en triumf for Krug med 88 og 90 som de største vine. Denne 88’er er blød og cremet i moussen – smagen er dyb og nøddeagtig. Den er markant ældet, men ikke på nogen måde forældet. 4.000 kr. Moët-Hennessy
Veuve Clicquot Rich Reserve 1988
Clicquot mestrer at lave søde champagner. Mens flertallet af de øvrige sec-champagner er banalt søde, er Clicquots vine søde på en usukret måde – sødmen har mere karakter af en fylde i vinen, der lægger en dæmper på syren. I en gammel vin som denne har årene yderligere gjort sit til at reducere det søde præg, så den næsten fremstår som en brut af den lidt tungere slags. Gammel Clicquot dukker af og til op i handlen, og kommer man forbi hovedsædet i Reims, så kan ældre årgange fås til ganske rimelige penge. 800 kr. Moët-Hennessy
Obs! Ingen af omtalte vine er længere lagervare, men kan findes på auktioner, på nettet og hos udvalgte butikker, blandt andre Leisner Wine, leisnervine.dk