Årgangens sammensætning af masochistisk intensitet og skrigende syre er ikke for sarte sjæle. På den anden side har det indtil videre ved talrige lægmandstests vist sig, at selv novicer sætter pris på vinenes optræden.
09. nov
- Af Rene Langdahl Jørgensen
- Foto: Ole Bergstrøm
Auslese-gruppen er normalt blandt mine favoritter, og i 07 er der tilføjet denne opløftende syre, som klassen ofte har brug for. Jakob Schneider blev færdig med sine vinstudier på det berømte universitet i Geisenheim for et par år siden, og det er nu det erklærede mål at hæve domænet op fra de underformåendes sump. Med parceller og vist endda ret store af slagsen i både Dellchen og ikke mindst Hermannshöhle er grundlaget lagt. Han er godt på vej, selv om der stadig er et stykke til eksempelvis Dönnhoffs udgaver fra samme mark. Duften har nedfaldsmirabelle, thaikrydderurter og lys honning og smedejern mod ambolt. Sukker er der masser af, og tamarindfrugtens surhed er der også. Prisen er heldigvis nederdrægtig … farlig, og det får den selvfølgelig ekstra point for.
135 kr. Vigneron wine company
vigneron.dk
★★★★★