Det påstås, at når klokken er 12 i Europa, så er det året efter i New York. Det mener i al fald gastros udsendte, når det drejer sig om restaurantscenen. New York har ganske enkelt givet Europa baghjul og fremstår i dag som verdens bedste by at spise i.
10. sep
- Af Tomasz Smiarowski
Mit livs måske nok stærkeste restaurantoplevelse nogensinde indtraf i 1995 på Le Louis XV som kronen på værket på en rejse med Orientekspressen, efterfulgt af en italiensuge med en sidste frokost i Monte Carlo inden flyet hjem. Vores menu var så orgasmisk, at jeg halvvejs gennem måltidet bad hovmesteren instruere conciergen på Hôtel de Paris i at ændre vores Aéroport Nice Côte d’Azurtransfer fra taxi til helikopter. Der fandtes ligesom ingen anden værdig tilbagetrækning! (Selv om det var på en tid, hvor Ducasse kun havde tre michelinstjerner – og altså samtlige på Le Louis XV; i dag har han 19 worldwide, og ingen af mine senere Louis XV-besøg har været i nærheden ...).
Min pointe er den, at jeg kort efter sidder på den legendariske Le Cirque i New York, hvor Ducasses souschef, Sylvain Portay, præcis ankom for at erstatte Daniel Boulud, som åbner sit eget. På menuen var tre af de retter, vi bare uger tidligere havde glædet os over i fyrstendømmet, men lysår fra originalen i kvalitet. Nogle dage senere en lignende flad oplevelse på Bouluds nye haute cuisine-sted, Daniel.
Se 25 restauranter i New York, der er et besøg værd
Og forklaringen? Den nye verdens producenter og avlere spillede ganske enkelt ikke i samme liga som Europas på den tid. I dag er situationen en anden; Amerikas førende producenter holder trit med – og overgår ikke sjældent – vore egne: grøntsager og urter fra Satur Farms (Long Island); østers fra Island Creek (Massachusetts); lam og flæsk fra Elysian Fields Farm (Pennsylvania); wagyu fra Snake River Farms (Idaho); vilde fasaner fra Cavendish Farms (Canada); abrikoser fra Royal Blenheim (Californien); cheddar fra Cabot Creamery (Vermont) ... for bare at liste et par smagsprøver op.
Og alt imens du ikke kan finde en seriøs kok med selv de mindste ambitioner eller fremtidsudsigter på en ferieø på Seychellerne eller safarilodge i Sydafrika – hvor klientellet godt nok rask væk punger skamløst ud for hundeæde lavet og serveret af amatører! – har New Yorks kalejdoskopiske restaurantscene samme tiltrækningskraft på madens største talenter som thaismil har på en udbrændt svensker: ”If I can make it here ...”
Tokyo må have flest trestjernede restauranter i verden, men kun to af 14 er vesterlandske (i Kyoto/Osaka er det en af 10.) I grotesk overvurderede Paris – hvor forretter på to- og trestjernet niveau begynder omkring 60 euro! – er 10 restauranter blevet tildelt Michelins topbedømmelse, hvad mindst halvdelen af dem ikke ville have fået i Bruxelles eller Berlin. London er chanceløs, San Sebastían for lille
... Nej, spørger du mig – eller hvorfor ikke Sveriges mest respekterede madblogger, Zwampen – så er New York verdens restauranthovedstad nr. 1 og ikke kun på grund af sin etniske mangfoldighed, men også på grund af ren og skær excellering i højeste gourmetdivisionen.
Her følger en guide til undertegnedes senest besøgte favoritter blandt Gothams spisesteder, vandingssteder og ’herberger’ samt et og andet prominent etablissement, som ikke rigtig holdt, hvad det lovede ... denne gang!
Se, hvor du skal spise i New York
