Jeg har været der flere gange – en af de første gange ankom vi til frokost med klapvogn, poser og tasker og små børn, noget nervøse for set-uppet, for det er en énstjernet luksusrestaurant i London … kunne man mon komme med sådan en noget indiskret karavane. Ja, uden problemer – klapvognen i garderoben, og farver og papir blev delt ud til børnene, som var mere end velkomne til at dele retterne. Og det karakteriserer stedet på bedste vis – for det er ærkedesignersmart på en måde, som næsten kun London kan diske op med, og samtidig er stedet i sin kerne et trattoria med al den rummelighed og nede på jorden-stemning, som italiensk restaurantkultur er mester i.

Gæstfriheden fik lige en ekstra tand, da Giorgio Locatelli himself (thi han står faktisk i køkkenet på stedet) kom ud og spurgte, om han ikke lige måtte låne vores to børn med ud i køkkenet, så de kunne lave deres egen dessert, mens vi voksne fik fred til at spise vores hovedret. Er det okay, eller er det okay? Det er det!

Hvide handsker og trøffelvægt
Men nu skal vi jo ikke alene bedømme stedet på dets evner som babysitter, for det er jo maden, det handler om. Stedet er som nævnt ret smart – sådan tilbagelænet og loungeagtig i sin indretning, men kortet har sit afsæt i det klassiske trattoria-køkken, altså et enkelt landkøkken, om end der er skruet op for blusset, og detaljerne har fået mere end en twist!

Menuen er opbygget på traditionel vis med antipasti, pasta (herunder andre forretter så som suppe og risotto), hovedretter (pesce og carne, altså kød og fisk) samt desserter, herunder ost. Ligesom i Italien serveres hovedretterne uden tilbehør on the side – contorni bestilles altså for sig.

Vi fik Affettati misti artigianali (diverse charcuteri) og kammuslinger med borlottibønner, hvidløg og sød chili til forret. Til mellemret fik vi blandt andet risotto med hvide trøfler fra Alba. Tjeneren kom ind med trøflen i et hvidt klæde, vejede den på en lille digitalvægt ved bordet, hvorefter han rev den på et trøffeljern for så atter at veje kalorius – alt sammen iført hvide handsker. Hele gimmick’et havde naturligvis at gøre med i sidste ende at foretage en korrekt afregning over for os af den hundedyre svamp.

Til hovedret stod den bl.a. på fegato di vitello all’aceto balsamico – rosastegt kalvelever med balsamico, pinjekerner og sultana-rosiner. Den anretning – som var en påmindelse om, hvor overset og fantastisk indmad er – stod os i knap 30 pund (lidt over 300 kr.), og dermed er det slået fast, at Locanda Locatelli så absolut bevæger sig i det høje luftlag, også økonomisk. Men det er pengene værd, og vinkortet (eller skulle man sige vinbogen) er en lystvandring på de bedste af Italiens vinmarker. Det koster at lægge vejen om Giorgios luksus-trattoria, men for undertegnede er det et must – jeg har ikke været i London, hvis jeg ikke også lige har været omkring Italien i Seymour Street.

locandalocatelli.com