Der hænger et stort maleri på den ene væg. En mand set bagfra sidder tilbagelænet på en simpel stol og betragter en tom strand i halvmørke. På himlen over ham skimtes stjerner, og han tænker. Måske på livet, fremtiden. Maleriet, skal det vise sig, symboliserer det ekstra lag, bagtanker, omtanker og fortolkninger, Massimo Bottura kommer på alle sine retter. Omkring bordet ved siden af mig sidder otte velklædte herrer i skræddersyede habitter, advokater fra Rom, i den anden ende af lokalet med plads til 25, sidder et medlem af Ferrari-familien og holder hof. Lydniveauet er langt fra gængs trestjernet hvisken og sakral stemning, her snakkes højt. Finnerne ved nabobordet tier mildt sagt heller ikke. De er rejst langt for Botturas mad, mens den hollandske familie ved et andet bord holder fødselsdag for den gastronomisk interesserede datter – kæresten og forældrene ser ud til at kede sig gevaldigt. Vi har alle fået plads på Italiens hotteste restaurant.

Der er ophængt en slags frise, bestående af op mod tyve separate sorthvide foto af Edith Piaf i mere eller mindre udtryksfulde sindsstemninger. Kunstneren Francesco Vezzoli har tilføjet Piaf tårer af guld. Bottura lod sig vist primadonnask provokere af en anmelders kritik, indgik dermed nærmest i en polemik med ham, fordi anmelderen mente Osteria Francescana var for ”koldt”. Osteria Francescana tog konsekvensen og omdekorerede restauranten komplet.