På den ene side er det blevet næsten ligeså politisk ukorrekt at drikke kildevand på flaske, som det er at ryge – på den anden side har der aldrig været et større udbud af 'gourmetvand', der ligesom vinen praler med oprindelse og terroir. Hvad er det med det vand, der er betingelsen for alt liv – og som nu til og med er gået hen og blevet både fin på den og foragtet?
23. jan
- Af Mette Rabæk Poulsen & Mette reinhardt Jakobsen
- Foto: Polfoto
Det er blevet hipt at drikke eksklusivt vand på flaske. Restauranter verden over har opdaget vands værdi som ledsager til det gode måltid. The Fat Duck i London, Aqua-bar i Beverly Hills og den chikke vandbar i konceptbutikken Colette i Paris har alle vand i vinkælderen.
Alene i Danmark steg det generelle forbrug af kildevand på flaske med 71 % fra 2000 til 2010, ifølge tal fra Bryggeriforeningen. Og efterspørgslen af eksklusivt mineralvand er steget endnu mere, fortæller Jan Bender, der er medstifter af foreningen Fine Water Society:
”Salget og produktionen af vand inden for premium-segmentet er steget relativt mere end stigningen for almindeligt flaskevand – premium-segmentet er betegnelsen for kildevand, der kommer fra en enkelt, veldefineret kilde og har en god, ensartet kvalitet,” forklarer Jan Bender.

”Bid og syrlighed”, ”det periodiske system”, ”elegance”. Ordforrådet er rigt, når der bliver skænket vand i glassene hos Fine Water Society. Den internationale forening beskæftiger sig udelukkende med mineralvand, der kommer fra én enkelt kilde, og som helst har en spændende historie. Ikke noget blandingsvand her.
”Det vand, der er repræsenteret i vores forening, er kvalitetsprodukter, ikke vand, der er defineret af prisen,” forklarer Jan Bender, der stiftede den fine vandklub i 2008 sammen med den amerikanske vandguru Michael Mascha.
Fortsætter på næste side...