10. nov
- Af Mikkel Karstad
- Foto: Lars Ranek
Til 4 personer.
1 dyrebov
2 løg
2 gulerødder
¼ selleri
2 hvidløg
1 hvedeøl
1 dl æbleeddike
3 dl vand
10 timiankviste
Salt
Rids boven let, gnid den med lidt ’smørelse’ – se nedenfor. Skræl løg, gulerødder og selleri, og skær alt ud i grove stykker. Kom det over i en bradepande sammen med hele upillede hvidløgsfed. Hæld øl, eddike og vand ved, og vend godt rundt, og drys med timian, salt og peber. Læg boven øverst i bradepanden, og dæk sirligt med folie (det holder på saften, så den ikke bliver tør under tilberedningen). Steg den 8-10 timer ved 120 grader. Lad den hvile i 10 minutter, inden den skæres ud. Den skulle gerne være så mør og saftig, at kødet falder af benet af sig selv. Som tilbehør serveres de bagte grøntsager og den gode sky, som kødet har ladet sive under tilberedningen. Giv desuden en krydderurte-polenta til.
’Smørelse’:
Æbleeddike
Honning
Salt
Peber
Timian
Rør lidt af hver sammen.
Krydderurte-polenta:
200 g polenta
1 l vand
½ dl olivenolie
1 dl mælk
100 g friser – en fast, dansk
gedeost
1 citron – saften heraf
1 dl hakkede krydderurter – fx persille, kørvel, oregano, basilikum
Salt
Peber
Vand, olie og salt bringes i kog, og polenta tilsættes under omrøring, så den ikke klumper. Kog det igennem ved lav varme i 15-20 minutter til en tyk grød. Rør rundt, så det ikke brænder på. Når polentaen er klar, tilsættes mælk, revet friser og citronsaft, til der opnås en mere lind konsistens (a la havregrød). Smag til med hakkede krydderurter, salt og peber.