Hvad mener du? Kom med dit bud nederst

Johnny Lothar skrev til gastro:

“I slutningen af august åbnede de to Michelin-kokke, Henrik Yde og Lertchai Treetawatchaiwong, en burgerbar på Istedgade, som stemmer i med koret af steder, der proklamerer at servere ”Byens Bedste Burger.” Ingen tvivl om, at burgerne på Burger & Bun bliver særdeles velsmagende og tilbyder et både sundt, æstetik og politisk korrekt alternativ til Burger King og McDonald’s. Men hey, burgere som gourmetmad! Har de ikke misforstået noget?

De to kokke udtaler til Politiken, at de opdagede den originale amerikanske burgerbar et sted i det naturskønne Napa Valley, som også er et centrum i nyere amerikansk vinkultur. Det lyder selvfølgelig smukt og autentisk, men just for the record, så er den første burgerbar i verden officielt Louis’ Lunch i det noget mindre eksotiske New Haven og her laver man stadig ”hamburger sandwiches” som i 1900: En hamburger mellem to stykker toastbrød og absolut ingen ketchup.

Burgeren har selvfølgelig udviklet sig siden, og der er ingen grund til at være decideret puritansk, men den er stadig antitesen til den nutidige gourmettrend i europæisk madkultur. Burgeren findes ikke i den perfekte udgave som de to kokke efter eget udsagn har brugt år på at finde frem til og den kan heller ikke genopfindes i en molekylær udgave.

Den er som den er og altid har været. Noma og alle de andre berømmende stjernerestauranter kan gøre nok så mange gastronomiske landvindinger, men de kan aldrig overgå det geniale koncept med at komme en hakkebøf i en bolle og spise fritter til.

På den måde minder burgeren om det sofistikerede europæiske køkkens begrænsninger og om det kulturelle uskyldstab, som dets tekniske udvikling har medført.

Man kan peppe en burger nok så meget op med gourmetkultur, eksklusive ingredienser og moderigtig iscenesættelse, men man kan aldrig trumfe den enkelhed, der er dens essensen og som absolut intet har med gourmetkultur at gøre. Tværtimod. Burgeren er fastfood og at spise en burger er at tage del i fastfood-kulturen og hele den moderne amerikanske mytologi, der knytter sig til den.

Siden dens fremkomst i de optimistiske 1950ere har fastfood-kulturen dannet ramme for oplevelser og følelser for millioner og atter millioner af amerikanere. Som sådan handler den mere om det at være menneske og være sammen med mennesker end om maden. Det er mad til folket og til den uformelle socialitet, som amerikanerne går til deres måltider med.

Det er en erfaring Michelin-guiden ikke har smag eller fornemmelse for. Bevares, de globale burgerkæder har selvfølgelig givet fastfood-kulturen et dårligt ry, men overalt i USA, fra the In-and-Out Burger i Californien over rodeos i Utah til diners i New York, serveres der stadig gode burgere, som uden videre forbinder den spisende med denne mytologi.

Så selvom en gourmetburger à la den der serveres på Burger & Bun nok er en stor gastronomisk oplevelse, så er den essentielt en kulturel misforståelse og et udtryk for europæeres prætentiøse og mislykkede forsøg på at overkomme et mindreværdskompleks i forhold til amerikanernes evne til at bare at gøre det, og gøre det godt, hurtigt, enkelt og fri for finkulturelle aspirationer.”