Muligvis fortærsket, men der skal jo vin til juleaften og står den på de traditionelle fede sager er der ingen grund til at bruge opsparingen på dyr vin - køb hellere en kasse frugtvarm rhônevin, gerne med antydning af restsukker og del den med familien. De bliver glade!
02. dec - Af René Langdahl Jørgensen
Cuvée Philipson 2007, Guigal, Côtes du Rhône, Frankrig
Indtil videre den mest vellykkede cuvée philipson! Specialudgaven af Guigals côtes du Rhône har altid været syrah-styret, men årgang 2007s varme har gjort den godt. Guigals hjemmebane er og bliver skråningerne omkring Ampuis og Tain og hans Côtes du Rhône eller for den sags skyld gigondas flytter ikke hegnspæle, men det gør 07 Cuvée Philipson. Kraft, styrke, nærmest bøs i sit bid, tydelig syrah-syre, let reduktiv på den gode måde med liljer, sorte oliven og et splat ymer. Den kræver noget af sin køber, har kant og personlighed med årgangens varme og søde frugt, her dog styret og kontrolleret.
69,95 kr. v/12 fl. www.philipsonwine.com
*****
Frontier Red Lot no. 111, Fess-Parker, Californien
Frontier Red er en folkelig sag, en herlig frugtdrevet kioskbasker med lugt af Rynkebys blandede rode saft, Pepsi Cola og en skøn blanding af forholdsvis raffinerede dufte a la pinot noir og grenache, æbler, hindbær og sød tobak. Den opfører sig nærmest som om den har restsukker og det er en stor fordel når der skal vin til and, flæskesteg, rødkål og brunede kartofler – på egen hånd so-so, men til julemad fin.
79,95 kr. www.hjhansen-vin.dk, Vinspecialisten, Magasin Mad & Vin
****