Gensyn med Giacosa

Referencer skal vi have. Engang imellem skal smagsløgene nulstilles, de skal opleve bunden, hvor dårligt vin kan smage og de skal udsættes for guddommelig eliksir og opleve det ultimative. Ellers er det svært at vurdere vin seriøst. En nylig privat smagning gav komplet nulstilling af samtlige de sidste par års nebbiolooplevelser. Standarden er god, ind imellem smager jeg store baroloer eller barbarescoer og den gamle tvist mellem traditionalister og modernister forsvinder fordi de fleste i dag bare laver elementært god nebbiolo... men så kommer Giacosa, så kommer gammel og moden Giacosa og alt er renset. Navnkundige Bruno Giacosa laver nebbiolo i en sjælden rød, klar og transparent stil, hvor sortens syre og tannin er forstærket og alligevel blot understøtter den vældige smags- og aromarigdom han på mystisk vis får puttet i flasken. Vinene skinner sjældent som unge, men på den plus20-årige bane er der ingen ved siden af eller over.

Først en flaske 1978 Barolo Pugnane (94) med hvid etiket. Her skal man vide at Giacosa laver hvide og røde etiketter, normale og riserva, alt efter årgangens kvalitet. Jeg har aldrig smagt Pugnane før. Så vidt jeg ved, kommer frugten fra marken af samme navn i Castiglione Falletto, som Sordo-familien i dag sidder på. Pugnane er forventeligt transparent med brunorange kant, intet nyt under solen her. Flasken var noget nær perfekt stand og op af glasset farede nu svesker, essens af aromatisk tropisk træ, kirsebærsten, kvalitetsrøg fra birkebrænde og typisk appelsinskal, tørret rose og schweiziske krydderbolsjer. Syren er præcis og subtil, mens tanninen er kolossal og krasbørstig, men det er jo barolo og der ER jo Giacosa, og sådan skal det være. Herefter blev det endnu bedre med først 1978 Barbaresco Santo Stefano Riserva og 1971 Barolo Falletto (di Serralunga) Riserva. Santo Stefano (98) er bjergtagende og indtagende, voldsom og dyb –en kolossal vin i omfang, i fylde, krop, flæsk, sener... tannin, frugt og syre. Duften fylder rummet, berusende med læder, sved og spidskommen, talkum, rosenblade, ekstrakt af malurt og indkogt Boonekamp, æterisk og balsamisk – jeg lænede mig frem og tilbage, kunne ikke sidde på stille på stolen, fokus på glasset og aroma, tilbage i stolen og nyde... oooh! Falletto (96) var et flækket myreben ringere, optrådte en smule ældre med mere udtalt mentol. Urtebolsjet var der dog også sammen med tranebær, lakrids og læder og vådt ler på drejerens bænk – og en hylende levende syre, heldigvis næsten balanceret af god frugtvarme. Imponerende og så starter vi forfra igen med at opbygge billedet af hvad nutidig nebbiolo er.