Min kollega Rasmus Holmgård er direkte skyld i fornyet interesse for særlinge og afvigere fra min side, altså vinøse af slagsen. Under en blindtest på R-Bar fremhævede Rasmus Holmgård, gang på gang det særegne som positivt i sig selv. I en verden af strømlining og minimering af fejl og risiko er der bestemt noget om, at vi taber det særlige, det farlige og det grænseoverskridende.
14. dec - Af René Langdahl Jørgensen
Det kan være en fornøjelse at træffe det farlige, at få prikket til sine ideer om normalitet og ordentlig vinmageri. Verden ville være et kedeligere sted hvis ikke det var for folk som Josko Gravner i Friuli, Frank Cornellissen på Sicilien, fætrene Cotat i Sancerre eller for den sags skyld Henri Bonneau i Châteauneuf du Pape. Der er rigelige eksempler på grænsesøgende producenter, der ”leger” med skrækindjagende niveauer af ethylacetat, svovlsulfid, brettanomyces eller kuldioxid (altså i stille vin).
I vores sikringskrævende og polerede verden er grimhed nærmest farligt og under alle omstændigheder provokerende. Selvom man på andre områder kan sige hvornår ”nok er nok”, så hersker der indenfor vinens verden ret flydende grænser for hvornår en vin har for meget flygtig syre, hvornår lugten af brettanomyces ikke er pirrende mere, men ulækker eller hvornår svovlsulfiden blot prikker i svælget eller kommer direkte op af kloakken! Det ER befriende at møde grænsetilfældene, det kan være oplevelsesrigt og rykke ved sensorisk dogmatik.
Selvom vinudviklingen over de sidste 50 år er gået fra skidt til bedre og til noget nær perfektion, har det også medført ensliggørelse og vinøs trummerum. Det skæve bliver automatisk endnu mere skævt i denne sammenhæng – de bliver en slags vinens Michael Kvium’er. Alle disse skolede og velfriserede vine bliver gabende i længden, selvom jeg sagtens kan se at de repræsenterer et samlet set meget positivt billede, hvor rigtige alvorlige fejl er minimeret, og hvor vinene smager langt mere af sund frugt end tidligere, hvor normalen for visse lande som Frankrig, Italien og Spanien var sure og tynde vine.
Selvom jeg ikke kan lide dem alle sammen, tager jeg gerne hatten af for Burlotto, som macererer sin Barolo i 60 dage, jeg nikker til belgieren Frank Cornellisen, som nægter at anvende svovl, jeg anerkender Jean Thevenet eller Philippe Valettes lyst til at sende chardonnay med tydelig restsukker på markedet, jeg accepterer at Johs. Jos. Prüms vine stinker af prut de første 15 år og endda at Peter Sisseck ”leger” med brett i 1999 – vinens verden ville være et kedeligere sted uden dem. Og hvem ved, måske har afsøgningen af grænser en dag konsekvenser for hvad vi opfatter som almindelighed. Til kamp for grimheden!