Han sjosker rundt oppe på trappen, kaster et kort blik på mig, vender om og går ind på kontoret. Han siger ikke noget, men jeg ved det er ham... og jeg har hørt om hans vanskelige sind. Han er ikke syg, slet ikke, han er blot en af disse typer, som ikke gider slendrian, som ikke gider rutinebesøg og som slet ikke gider brudte aftaler. Louis Barruol, manden bag Gigondas’ første Parker-100-point-vin, har efter sigende udsat sine danske importører for undren og hovedbrud, endda raseri og irritation. Man skal muligvis ramme ham rigtigt for at få en god dag. Nu kommer han ud på trappen igen og spørger om jeg er ham fra Danmark, for han venter et hold amerikanske importører og vinhandlere, og han havde tænkt sig at slå vores besøg sammen så vi kunne smage godt i dybden. Ja, jeg er ham fra Danmark, men amerikanerne lader vente på sig. Nedefra vejen op mod Gigondas hører vi pludselig prusten og stønnen, en midaldrende gråsprængt mand i shorts og trainers kommer asende op mod os. Han må være amerikaner! Da han forpustet får fremstammet at resten af holdet sidder oppe i Gigondas og er ved at færdiggøre deres frokost, men kommer så hurtigt de kan, replicerer Louis Barruol at de da kan rende ham, hvad de bilder sig ind, at spille hans tid og ikke kan tage et producentbesøg alvorligt. Jeg holder lav profil, mens amerikaneren slukøret sjosker tilbage mod byen.


Bygningerne på Saint-Cosme er fra slutningen af 1500-tallet, og indenfor er der den skønneste uorden. Forhold man ikke skulle tro tilhørte kongen af Gigondas, selvom mange regner Louis Barruol for en usurpator, en opkomling, skabt af Parker. Med det i baghovedet var der lagt op til en kritisk gennemgang af mandens line-up. Få forstod at man kunne tildele de landlige vines overbonde, Gigondas, så mange point, som dem Parker tildelte og jeg har hørt flere undrende røster over netop Saint Cosmes Hominis Fides 2007 – en vin der åbenbart opfattes som overgjort, ekstra-ekstraheret og gumpetung.

Château Saint Cosme er bygget ovenpå resterne af en romersk villa, en produktionsbolig med kultiveret vindyrkning. Dybt inde i Louis Barruols kældre findes fire udhuggede gæringskar fra det 2. århundrede. Som alle andre vinproducenter MED tung historie, anvender Louis Barruol den til sin markedsføring, sin branding. MEN, vi ved jo alle at historien kan have nok så rosenrøde toner og velfortalte beretninger om store vine, den betyder bare ikke så meget for nutidens resultater. De aktuelle tiltag og vinen på markedet lige nu, skyldes først og fremmest Louis Barruols egne hænder, hans ideer og idealer.


Amerikanerne kommer alligevel, men de kommer aldrig til at møde Louis Barruol og de får heller ikke lov at smage Saint Cosmes tre enkeltmarks-gigondas’er, ej heller fadprøver af 09erne. Så kan de lære det, hvisler Louis Barruol og sætter sin sekretær til at give dem en lyntur. Han er ikke ydmyg, som langt de fleste Rhône-producenter fortsat er, han stikker ikke op for bollemælk. Louis Barruols fadkælder er kaotisk, slidt og beskidt, enkelte fade har kridttegninger begået af hans datter og der er på trods af varmen udenfor hundekoldt. Barruols tilgang er biodynamisk, hans far droppede allerede i løbet af 70erne og 80erne sprøjtemidler og især kunstgødning, mens Louis yderligere har reduceret høstudbytterne, anvender noget mere barrique end faderen og ikke mindst har lanceret soloversioner fra de tre meget særegne vinmarker, huset ejer. Le Claux. Le Poste og Hominis Fides. Le Claux ligger i det typiske mergelbånd, der passerer châteauet i bunden af Dentelles des Montmirail, mens Hominis Fides mest består af sand ovenpå kalksten. Selvom Hominis Fides er den alle snakker om, betragter Louis Barruol Le Poste som sit mesterværk. Jordbunden består af den sjældne, Rhônes eneste forekomst, teutonske mergel – en jordbund som kendetegner centrale dele af eksempelvis Barolo.

Louis Barruols 08ere er burgundiske, ikke letbenede, men fuld af raffineret rød bærfrugt, med Hominis Fides som den mest elegante og Le Poste som den mest mandhaftige med koks, sorte bær og roser. Kritikken af 2007 Hominis Fides, som den er refereret ovenfor er i øvrigt helt forfejlet. Hominis Fides 2007 er nemlig kølig med rosmarin, jordbær og hindbær og sund mælkesyre. I modsætning til rygterne er den blid, blød, syrefrisk og komplet kontrolleret i sin ekstraktion og nærmest svævende som stor Vosne Romanée tilsat råstyrken fra det varme Rhône.


2009 fra Château Saint-Cosme
Valbelle, Gigondas er sødmefuld på tungen med tydeligt klisterpræg på læberne, tegn på høj glycerolmængde. Den er koncentreret og forholdsvis ukompleks i næsen lige nu (91-92). Gigondas’ køligere mesoklima (ift. Châteauneuf) har givet noget strammere vine i 2009, understreget ved Hominis Fides, som opfører sig meget anderledes end 07eren. Den er fuld af grene, kvas og udtalt slibesten, bærrene er af den slags man kun finder i Henri Bonneaus kælder, den er dog samtidig sprød og skarp, igen på en ”mørk” burgundisk måde (91-92). Le Claux bliver serveret som den første af alle Gigondas cuvées fra 2009 – det er der en grund til. Den er nemlig slank og ret afpillet samtidig med at den viser gnavne tænder med heftig tannin – en mystisk usammenhængende vin lige nu (??). Til gengæld er Le Poste et mesterværk, der tårner sig op over de andre cuvées i 2009. Stensliberens værksted er åbent, støvet vælder ud af døren, kronblade og frøstande fra liljer og saftige skovhindbær svæver med, mens man på tungen fornemmer noget af den karakteristiske frugtsødme Cosme havde i 2007 (95-97).


Man skal bestemt ikke glemme den saftige 2009 Condrieu. Barruol har siden 1998 fremstillet en af de mere tunge Condrieu’er med et ordentligt skud fad og i 2009 er den ud over honningmelon og smør fuld af sommerfuglebusk og orangeblomst (92-93).

Bemærk også at Louis Barruols sællert, den prisrimelige Little James Basket Press er fremstillet efter soleraprincippet påbegyndt med årgang 1999 – selv om det er 100 % grenache opfører den sig lige nu nærmest bordeaux-agtig med sin mineralitet og grafit.

Château Saint-Cosme forhandles i Danmark af
www.vinslottet.nu  
www.lbvin.dk