”Your life has just happened”, siger Elva Laughton over en rød bøf, der på den ene side repræsenterer det komplet modsatte af hvad vinhuset Jasper Hill står for og på den anden side er åhh så australsk. Elva og Ron Laughton er det elskelige par bag Heathcote-områdets længst varende succes; det lille Jasper Hill med de berømmede enkeltmarksvine Georgia’s Paddock og Emily’s Paddock. Elva og Ron Laughton er miljøbeviste og fuld af omtanke for jorden og for menneskehedens levevis. Deres tempo er adstadigt, for moderne hurtighed gavner ikke grundigheden og vi glemmer at være opmærksom på nu’et. Før vi skal smage vinene debatterer vi tidens kommunikationsformer og Elva Laughton skoser twitter, Facebook og blogs for al for meget overflade og fokus på publiceringshast. ”Alle halser efter en imaginær forbruger, vi tror vi kender og alle er først noget, når vi er set, hørt og læst”. Ikke desto mindre publicerer jeg nu mine noter fra en mindre vertikal-smagning af Jasper Hills vine på en blog!

Ron Laughton, 65, nægter at trække sig tilbage, selv om datteren Emily meget gerne vil på banen. Han mener fortsat at have så meget at give at tilbagetrækning ikke kommer på tale i den nærmeste fremtid. Laughton-parrets nye projekter med Michel Chapoutier, både lokalt og i Roussillon, lægger ikke op til hvil på laurbærrene. Jasper Hill blev grundlagt i 1975, før Heathcote var sat på det australske vinkort. I dag er det et af områderne toneangivende aussie skribenter og bloggere taler om, men Jasper Hill står fortsat for en meget anderledes vinstil i forhold til normalen. Huset drives biodynamisk uden Demetermedlemsskab, men Ron Laughton, ironisk oprindeligt uddannet i fødevarekemibranchen, er grundlæggende enig med Rudolf Steiner og Maria Thuns filosofi. Med vinen tager vi noget væk fra jorden og balancen må derfor genoprettes med tilførsel af naturlig næring… kohornet, kompost og de dynamiserede væsker indenfor biodynamikken er også i brug hos Jasper Hill. 

Georgia’s Paddock er 8 ha. shiraz (og riesling)
Emily’s Paddock er 3 ha. shiraz og cabernet franc – begge vine fremstår forbløffende ”kølige” sammenlignet med Heathcotes til tider ret alkoholiserede stil med reminiscenser af puddersukker.

Georgia’s Paddock Riesling
Holdbarheden er fin på australsk riesling og Georgia’s Paddock ikke mindst. Under smagningen, som for rieslings vedkommende mest har akademisk interesse med sølle 250 kasser til hele verden, kommer ’11, ’02 og ’99 i glasset. 2011 er lige nu femstjernet og fin med aroma af Rheinhessen, pære, fersken, vanilje [sic] og en lille diskret prut… altså reduktion, naturlig svovl… og det oser hurtigt af. Konstrueret stærkt, tørt og olieret på tungen, mens der med alder kommer mere citrusskal og bivoks. Mineraliteten er stærk, men strukturelt er vi ikke på siden af de bedste fra Clare Valley, hvor Australiens riesling dukse huserer. 99eren holder sig godt.

Georgia’s Paddock og Emily’s Paddock – parvis vertikal

2009
Hvis ikke jeg vidste det modsatte, ville jeg have gættet på cabernet franc-indslag i Georgia’s. Den har nemlig masser af urter og blyant i duften, sågar granskud og opfører sig frisk, elegant og mineralsk på tungen. Emily’s er en smule lysere med krydret tobak og let likorøs hindbærnæse, hvor solbærgren og karse tilføjer ekstra kompleksitet. Lige nu er den mostet, men langt fra banal om end fremtiden rummer alle dens udfoldede superlativer. Begge vine er formidable og klar til både nu og fremtid.

2004
Med alderen viser Emily’s sine evner og afslører ret tydeligt hvorfor den blandt andet er lidt dyrere end Georgia’s. 04eren er personlighed og virilitet. Den strutter af friskhed med super intens blyant krydret blåbær og kirsebær. En årgang virker den nærmest toscansk med sin naturlig syre og sit jernagtige greb i smagsløgene. Den er krydret med grønne urter, nellike og bark og stråler indefra i smagen med rankhed, syre, fasthed og parfumeret halvfed frugt. Georgia’s er mere klassisk syrah med peber på jordbær og rosmarin og timian – den er endda let reduktiv, men har imponerende intensitet og igen balanceret velintegreret syrlighed.

1997
Ron Laughtons naturlige tilgang, hvor syre aldrig tilsættes og anden manipulation undgås, er selvfølgelig forbundet med en vis form for risiko. ’97erne er begge imponerende, men de er også langt fra alfarvej. Georgia’s er nærmest svedig med lugt af spidskommen, læder, svamp og kamfer over en bund af syltet solbær. Smagen er rustik og let balsamisk. Pointen understreges stærkere i Emily’s, der lugter af rødkål i eddike, velkrydret med sort peber og tørret solbær. Den leger farefuldt med niveauet af flygtig syre, men holder sig indenfor det sensorisk acceptable og forbliver imponerende.

1994   
Næsten sytten år gammel australsk shiraz – hvem bliver ved at påstå de ikke lagrer godt. Georgia’s er som indkogt appelsin, rødkål, jernspåner, kirsebær, ruskind og bondegård – den er stramtandet fortsat, har masser af livlig bærfrugt og fedme. Emily’s er endnu bedre, ret tæt på sublim med sin røgede lugt af vanilje og hindbær, ribs, karse og kanel, lakrids og anis, og sin storartede smag, en portvinsmundfuld med tørret dadel og kompleks diskret oxyderet vin santo tone og uendelig lang vægtig-luftig (hvis det er muligt?!) eftersmag.

Elva og Ron Laughtons projekt med Michel Chapoutier, kaldet La Pleiade, er meget mere Hermitage-agtig end Jasper Hill vinene. Både Georgia’s Paddock og Emily’s Paddock er elegante og æteriske, hvor La Pleiade både i 08 og 06 er mere grovkornede, fulde af surmælk og oliven og bark, kaffe og har heftig tanninstruktur med tydelig nærmest kornet fornemmelse af den smuldrede flere millioner år gamle cambriske jordbund, som parcellen rummer.

Jasper Hill importeres af www.laudrup.dk