… men lugte- og smagssansen var i himlen.

Den 1. september er det lovligt at sælge, publicere noter på og markedsføre den forrige årgangs store tørre grosses gewächs. Således også i år, hvor foromtalen på 2009 allerede længe havde varmet op under i hvert fald undertegnedes germanske lyster. Den tyske producentforening VDP havde oven i købet rund fødselsdag i år. 

For dem som ved hvad det drejer sig om er der ingen grund til at læse med i denne rubrik, men for andre er det relevant at vide at vi med grosses gewächs er i den tyske producentorganisation VDPs allerhøjeste kategori, de såkaldte Erste Lage (1e Lage) – vinmarker klassificeret for deres terroir og langvarige historik. Dem er der 219 af pt. Disse Erste Lage kan laves som de fleste herhjemme kender dem – altså enkeltmarksvine med prädikat – det vil sige med restsukker i de kendte typer som kabinett, spätlese, auslese, beerenauslese, trockenbeerenauslese eller eiswein. Står der Trocken på etiketten efter eksempelvis spätlese, (det ses sjældnere og sjældnere) indikeres at vinen er høstet med et bestemt sukkerindhold, som har fået lov at udgære til en tør vin. Grosses Gewächs er altid tørre vine fra Erste Lage-marker – for at forvirre lidt mere så kalder Rheingau, som det eneste område, deres store tørre vine fra anerkendte vinmarker for Erstes Gewächs. Forvirret? Forståeligt.

Mandag den 6. september var der i forbindelse med VDPs 100 års fødselsdag inviteret til grand release i Baden-Würtembergs repræsentationspalads midt i Berlin. Tysk presse var rigt repræsenteret ligesom den britiske med både Hugh Johnson, Jancis Robinson og Stuart Piggott – gastro var selvfølgelig også til stede.

Årgangen er kort fortalt kendetegnet ved uens blomstring på grund af et koldt forår. Sommeren var relativt kølig og med ganske meget regn. Til gengæld var sensommeren og hele efteråret tæt på fantastisk. Det var ikke brandvarmt, men bare kendetegnet ved sol og lys og det var muligt fuldstændig selv at bestemme hvornår man ville høste og af hvilken karakter vinene skulle være.

414 grosse gewächse fra 148 producenter er der lavet i årgangen, 383 af dem var åbnet og stillet klar til smagning ved de enkelte producenter – jeg nåede 148 og må derfor med det samme beklage, at jeg ikke kan udtale mig om dem alle.



Nogle fakta og observationer:

• Ahr, Franken og Würtemberg samt de østtyske Saale-Unstrut og Sachsen nåede jeg aldrig igennem.
• Franken har tankevækkende 3. flest grosses gewächs i årgangen – det fortæller enten om årgangens storhed eller om ”mode” i Franken.
• Mine tænder har lidt i fire dage efterfølgende. Syren angriber især blottede tandhalse og isningerne er voldsomme – årgangen HAR altså syre.
• I forhold til 2008 er der langt mere bredde, mere fedme på vinene, uden det dog er gået ud over den obligatoriske tyske syre.
• Laver man grosses gewachs er man til stede – producenterne bakker op, heldigvis – eneste undtagelser er de meget få producenter, som tilbageholder prøver enten på grund af diminutive mængder eller fordi man har besluttet at visse vine først er klar yderligere ½-1 år senere (forår/sommer 2011)
• Jancis Robinson dufter, smager, registrerer, spytter ud og skriver sine noter direkte ind på pc på under 1 minut pr. vin.
• Niveauet er gennemsnitligt skræmmende højt over hele linjen
• Mosel er gået helt over gevind med GG-vine – er det klimaændringerne?
• Mængden af svovl er på trods af den unge alder forbavsende lav – et godt tegn.
• Enkelte vine, ja endda huse lå skræmmende langt under niveau med fejlaromaer, præg af urenhed og råd.

For overskuelighedens skyld…
… har jeg inddelt vinene i større grupper efter min vurdering på 100pointskalaen og omtaler udvalgte i kort form.

Storhedsgruppen (96-100) – dér hvor vinen er spot on, ultimativ eller smager af meget stor fremtid.

En lille eksklusiv skare af vine, hvor druesorten gennemtrænges af vejr, jord og eksponering samt ikke mindst manden eller kvinden bag. Helt i top, tæt på perfektion er Schäfer-Fröhlichs Felseneck – den er outstanding, smertende koncentreret, SÅ stenmelsagtig og nærmest frostet, polarklar, ekstremt aromatisk og skarp plus fed og dyb på tungen at man havde lyst til at lukke ballet og gå hjem, for her kunne ingen være med.
Tæt på, og eneste repræsentant i storhedsgruppen fra Mosel, var Heymann-Löwensteins Uhlen Blaufüsser Lay – den sædvanlige lambicaroma fra Reinhard Löwensteins spontangæring var der selvfølgelig og den umiskendelige fede, olierede frugt var der til overflod. Reinhard havde ikke sin Uhlen Rothlay med – den skal ligge længere – hvordan kan det ikke gå hen at blive!?
Tim Frölich med Felseneck får kamp til stregen af Emrich-Schönlebers Halenberg, som er pakket med alverdens stenfrugter, klippesmulder, røg og røg og… Længere mod syd finder vi Philipp Wittmanns Morstein, som normalt konkurrerer med Klaus-Peter Kellers version om førsteprisen i Rheinhessen. Wittmanns Morstein er flydende krystal, hylende aromatisk, så præcis i sin syre og blødt op af en nærmest burgundisk montrachet-fedme. Nordpå igen til Pfalz og forventeligt Müller-Catoirs Bürgergarten Breumel in den Mauern som næsten opførte sig som helt ung kystklimadomineret californisk chardonnay a la Marcassin eller Kistler – riesling var det dog, essens af riesling. Yderst overraskende for mig var til gengæld Basserman-Jordans Pechstein – alt i den sagde mineralsk riesling, men den fik tilføjet et imponerende lag komplekst peber.

Supergruppen (90-95) – der hvor man ikke kan forlange mere, hvis ikke det var fordi man vidste at der findes få endnu bedre vine

En stor gruppe klart domineret i toppen af de bedste Nahe, Rheinhessen og Pfalz-huse, suppleret af cremen fra Mosel.
Geltz-Zilikens Rausch ”Diabas” havde grape og salt, flot intensitet og vægt
Von Othegravens Altenberg havde fersken, peber og intensitet, flot struktur
Von Kesselstatts Goldtröpfchen og ikke mindst Josephshöfer og Scharzhofberger chokerede mig med deres vægt og fylde.
Både Fritz Haag og Schloss Liesers versioner af Juffer Sonnenuhr skinnede tydeligt igennem – fætter Oliver Haags version var lige på grænsen til øverste gruppe.
Dr. Loosens Würzgarten var urtekrydret og skrækkelig intens
Heymann-Löwensteins Uhlen L og Kirchberg havde cocktailbær og fedme

August Kesselers Roseneck og Schlossberg var begge sprøde med nærmest rosenolie i næsen
Johannishofs Berg Rottland var overraskende for mig med i denne gruppe med sine krydderier og parfume – Johannes Eser har lavet en skønhed
Wegelers Schlossberg var saftig, lækker og læskende
Balthasar Ress’ Nussbrunnen var tilbageholdt men ulmede med storhed

Emrich-Schönlebers Frühlingsplätzchen var en mindre version af samme hus’ overjordiske Halenberg
Schäfer-Frölichs Kupfergrube, Felsenberg og ikke mindst Halenberg var alle tæt på storhed
Dönnhoffs Hermannshöhle og Felsenberg havde begge gul stenfrugt og ekstrem mineralitet samt liflighed

Battenfeld-Spaniers Kirchenstück var enorm
Kühling-Gillots Pettenthal tæt på storhedsgruppen mens Ölberg lå lige under
Gunderloch har også lavet en kolossal Pettenthal
St. Antony har såmænd også lavet en stor Pettenthal
Groebe har lavet lige så god Kirchspiel som Keller
Wittmanns Aulerde, Kirschspiel og Brünnenhäuschen var et triumvirat fra himlen med styrke og intensitet.
Kellers Kirschspiel kan kun antyde hvad resten af Klaus Peters portefølje vil kunne næste år – hans Kirschspiel ligner 2007eren og så må Morstein, Abtserde og G-Max være komplette – vi må vente og se.



Bassermann-Jordans Kalkofen var elegancen inkarneret.
Christmanns Idig og Mandelgarten var begge tæt på storhed
Rebholz’ Kastanienbusch og Im Sonnenschein ”Ganz Horn” var ligeledes tæt på storhed

Af de få røde jeg nåede må Bernhard Hubers Bienenberg og Sommerhalde samt Dr. Hegers Schlossberg og Winkelrberg Häusleboden fremhæves. Deres modernitetsafsøgende burgundiske stil med mindelser om stor Gevrey fortjener stor ros.

Elitegruppen (85-89) – dér hvor man aldrig kan have noget imod at drikke og nyde vinene

Samtlige Moselaftapninger ligger i denne gruppe bortset fra undtagelserne SA Prüm, Reinhold Haart og Karthauserhofs vine, som desværre sammen med Künstlers vine fra Rheingau skuffede fælt. I Rheingau lå alle omkring 85 point bortset fra en utrolig skuffende Schloss Johannisberg og førnævnte Künstler. Robert Weils Gräfenberg er en gåde, som jeg ikke tror jeg kan løse før om fem-ti år – så kompakt og genstridig er den. Rheinhessen og Pfalz dominerede ligeledes denne gruppe.

Fænomenet Keller
Jeg ved ikke om den helt afslappede og altid venlige mand Klaus-Peter Keller fra tophuset i Flörsheim-Dalsheim har fået fine fornemmelser. Som en af de få var han ikke selv repræsenteret ved sin stand og havde oven i købet kun stillet Kirschspiel frem. Så står man der med hængemule! Resten af hans GG-portefølje er solgt på forhånd, så der var ingen kommerciel grund til at præsentere dem. Hans Hubacker er sammen med den røde Bürgel også frigivet. Den anden årsag er at han for Morstein, G-Max og Abtserdes vedkommende først frigiver dem foråret/sommeren 2011.

Resten lader vi ligge for denne gang – ingen nævnt, ingen glemt.