Den aften i september havde Jan Restorff og Jakob de Neergaard sammensat en ekvilibristisk menu til et godt og blandet vin-line-up.



Det kan diskuteres om champagnerne var modne, men efter mine begreber var der tale om bobler taget lige præcis på det tidspunkt de skal tages. Jeg er midt i en dannelsesproces, hvor champagnes indre væsen, dens lyksaligheder og egenskaber efterhånden åbenbarer sig tydeligt. Den drik kan sagtens tåle 20 år i vandret position og det havde jeg aldrig troet jeg skulle mene.



I første glas fik vi 1985 Krug Collection, en litchi-begavet sag med masser af champignon, brunet smør og en kurvfuld nedfaldæbler, men de bange anelser i næsen, blev smækket til vægs i smagen, for den havde sin typiske Krug-syre og Krug-voldsomheden intakt (91). 1996 Cristal, Louis Roederer, fulgte og hvor den dog skinnede med alt sin bling bling. Citron, igen litchi, budleia og en mesterlig mousse, stærke mineraler i chablis-stil og dog en lille tone af over-dosage til min munds idealer (94).
1996 Clos des Goisses fra Philipponat er lidt af en berømthed, men skrækkelig sjælden – berømmelsen forstår man! Den optrådte nærmest røget og ristet, som en ultra-montrachet med bobler, det rene flydende granit eller en eller anden stenart (96). Svær at overgå efter mine begreber, men næste vin var lige ved.

1982 Blanc de blancs fra Billecart-Salmon stak i øjnene og næsen som stor kunst. Den osede af flint, ristet kastanje, hasselnød, ja Nutella og ikke mindst mere botanisk materiale a la thai-basilikum og limoncello. Den var hylende intens som Billecart-Salmon kan være det – få andre opnår den samme riesling GG-agtige præcision i Champagne (96). Samme årgang var knapt så opsigtsvækkende for Cristal, som havde fået mere fudge, vanilje og kanel, syltet appelsin og creme anglaise, men dog stadig var yderst intens og koncentreret med livlig syre og mousse (93).

Det sidste boblende lykkelige par bestod af 1995 Krug Clos de Mesnil og den sjældne 1990 Grande Cuvée fra Billecart-Salmon – et match for afficionados og lægmænd, hvor begges lyster skulle kunne blive tilfredsstillet. Krugs berømte enkeltmarksvin havde alt det syre den kunne trække og var alligevel blødt op af fed chardonnaysk frugt. Den var forbavsende forfinet med nærmest umoden syre og kunne forveksles med Rheinhessen riesling eller Leflaives bourgogner, hvis ikke det var for boblerne (95). Grande Cuvée var mere fed og givende end jeg har smagt Billecarts topcuvéer før. Den havde sødmefuld chardonnay-stil med røget litchi, brunet smør med nøddemix, masser af styrke og intensitet på tungen og en kolossal eftersmag med gær, mineraler og citroncreme – måske aftenens vinder (96).

Mons. Grivot i Vosne Romanée kan lave stor Richebourg og han kan det modsatte. De røde vine kom lidt i skyggen af champagnerne, men 1996 Richebourg var eksempelvis et skoleeksempel på burgundiske egenskaber med tranebær, oliventapenade og tomatstilk, et af de tilfælde hvor Vosne-vin kan minde om Côte Rotie (95), mens 1999 Richebourg var tæt på dårlig – i hvert fald vammel, med sin Yarra Valley-agtige likørtone blandet med mandelessens (85). 1996 Clos de Tart levede ikke op til sine seneste mesterværker, mens den gode Restorff bragte en lakridspræget Malconsorts fra Sylvain-Cathiard på banen. DRC Grands-Echezeaux 2002 spillede burgundisk fanfare, var nærmest en Pauillac i fåreklæder (96), mens Anne Gros’ 2002 Richebourg var slank, klassisk og ikke klarede Grivots version, smagt ved en tidligere lejlighed (93).

Til gengæld måtte man løbe hujende rundt om bordet med den næste duo i glasset – en kamferagtig 1982 Cheval-Blanc (95) og en perfektionistisk 1982 Pichon Longueville Comtesse med grafit, læder, dyrekølle og peber samt sublim balance og intensitet i munden (98). Den inkarnerede vin kunne de anderledes sødmefulde Vieilles Julienne 2000 og Brunels Cuvée Centenaire 1998 ikke gøre meget ved – jeg endte på (94) for begge to.

Tak for vin… med og uden bobler