Californisk vin lagrer også godt - Napa cabernets ungdommelige yppighed holder også i det lange løb. Forskellen mellem virkelig interessant Napa-cabernet og designet perfektion bliver større og større - fårene skilles fra bukkene.
11. apr - Af René Langdahl Jørgensen
Californication V
Ved en nylig smagning var der opdatering på følgende:
1996 Dominus
Kulsort fortsat med blodfarvet kant… skinner som Bordeaux. Frisk og ungdommelig med mynte, peber, blyant, sure våde sten og lakrids. Flot sammensat og åben. Smagen er tør-fed, som Napa når det er bedst, uden fornemmelse af restsødme, meeen… en lille varm note sniger sig ind til sidst og trækker fra helheden. 94
1996 Cabernet Sauvignon, Philip Togni
Typisk medoc-couleur. Forbilledlig sammensætning af dybe let sødmefulde elementer og friske, syrligt sure dele – blåbærlikør og kaffe i kombination med koks og urter, likorøse indslag, men det er som chartreuse eller bedre Boonekamp. Den spiller med musklerne, men er adræt og bliver ikke tung. Stadig under udvikling. Philip Togni holder hele vejen og har på ingen måde grund til mindreværdskomplekser overfor de nye luksusprojekter med høje parker-point. 96
2006 Cabernet Sauvignon, Philip Togni
Napa cabernet fra de højere liggende marker har tendens til i ung alder at ligne rhône – aromatisk er der da også her brombær og masser af ymer, ovenover fundamentet af mørk frugt. 06 er struktur og tannin og det bekommer Tognis vine vel. Han har lavet en præcis, graciøs napa-bordeaux-kombi og jeg er glad. 94
2000 Opus One
Forbavsende moden… bekymrende moden. Opus One har mentol og sod i næsen, klassisk mynte og mere metalliske urter a la løvstik og persille, men alkoholen stritter lidt vel meget. Tanninen er desværre grovkornet, men der er balanceret frugtfriskhed, der ikke omfatter sødme. 87
2001 Cabernet Sauvignon, Forman
Sod, røg, peber, solbærblade og mørke moreller – næsen er fin, frisk og dyb på samme tid, mens mundhulen fyldes af letløbende harmonisk væske uden for meget syre, uden for meget tannin – kun saftighed, saftighed, saftighed – simpel er den dog ikke, blot god og rar. 90
2001 Cabernet Sauvignon, Viader
Ni år gammel cabernet sauvignon må helst ikke være gennemsigtig i min bog. Viaders farve indikerer noget, som desværre bliver bekræftet i duft og smag. Sure mørke bær som hyldebær dominerer, men parres med tørrede rosenblade a la barolo og smagen savner bredde. Den opfører sig skizofren –brutal og svag på samme tid. 82
2001 Cabernet Sauvignon, Corison
Cathy Corison er notorisk anti-parker’sk i sit vinøse verdensbillede. Onde tunger siger hun modarbejder sit terroir, selv siger hun at fed frugt og muskler er barnagtig vinmageri. 01 er et ganske habilt glas med nogle af de samme noter som Viader; hyldebær, kvas, grusgrav, umodne brombær og lakridsrod, mens smagen er elegant og slank – langt fra napa’sk standard. 88
2006 Merlot, Pahlmeyer
Blommen er krydret med mynte og peber, alt er god tog som forventet, druetro og napa’sk. Fadet stikker vel meget ud og når man får Pahlmeyer ved siden af den ”nye” merlot fra Kapscandy kommer Pahlmeyer til at virke lidt slap og oppustet på samme tid. 91
2006 Roberta’s Reserve, Kapcsandy Estate
Mines of Moria! udbrød Tolkien-kenderen ved bordet. Der er mere dybde, mystic og fasthed ved Kapcsandys version, mere granatæble og altså “rød” frisk bærfrugt og der er oven I købet noget som kunne minde om pomerol, våd ler og sur beton, i eftersmagen. Stor vin. 95

2006 Ovid
På mange måder en smuk vin, perfektioneret af en kenders hånd, men den er inderligt almindelig, faddomineret, koncentreret ja, men pakket med overgjort likorøs frugtighed og er helt styret af egelactonernes teagtige bid lige nu. Storladen, men tenderende hul. 88
2006 IX Estate, Colgin
Samme geografi som Ovid (Pritchard Hill i det østlige høje Napa), men komplet anderledes og ikke så lidt bedre. Næsen er nærmest som stor rhônevin med peber, både røde og mørke bær, chokolade fra god bønne, lakrids – en fasthed sjældent set, en monolitisk opbygning, men breder sig ud som en paddehattesky, fantastisk koncentreret på den sunde måde, langt fra liflig (vi er i Napa), men fuld af bordeaux-agtig finesse. Sublim vin. 98
Alle vinhusene har dansk importør - Philip Togni bør fremhæves for sit uforlignelige pris/kvalitetsforhold
Læs også blogindlægget Californication IV