Californication II

Tallene taler deres tydelige sprog. Mellem 1940 og 1980 steg antallet af vinproducenter i Californien fra sølle 474 til lige så sølle 508. Mellem 1990 og 2008 steg tallet fra 807 til 2843 og den mest koncentrerede stigning er sket efter 2000.

Samtidig er hverken den producerede mængde eller det tilplantede areal steget nævneværdigt. Konklusionen må altså være at Californiens producenter bliver mindre – tør man også gætte på mere specialiserede og tør man endda gætte på dygtigere!?

Fingerspitzgefüll, tvangsfodrede og alligevel lystne smagsløg og mit muligvis mangelfulde overblik og den historiske fornemmelse siger mig alle sammen, at sådan er det. Californien har aldrig lavet bedre vine og det bedste ved det hele er mangfoldigheden i stilarter, geografi og druer.

Amerikanernes vinforbrug er ikke engang på ti liter pr. indbygger, så der er potentiale for yderligere stigninger i forbruget og dermed øget viden, øgede krav og igen deraf afledte kvalitetsforbedringer. På trods af amerikanernes stigende hjemmeforbrug, er det vist efterhånden gået op for de fleste at vi i Danmark får det ene lille tophus, den ene lille håndværksvin efter den anden ind gennem tolden.

Tidligere på foråret afholdt Wine Institute of California og Vinens Hus californisk smagning på Marriott Hotel og til lejligheden havde undertegnede i samarbejde med arrangørerne sammensat en alsidig seminarsmagning. Det forløb som følger:

Schramsberg er nestoren blandt boblevinsgutterne. Parret Jack & Jamie Davies grundlagde det i 1966. Siden er stilen fintunet gevaldigt og deres Blanc de Blancs med 4-5 års bærmelagring oversøisk, ja, men sandelig også mineralsk og slank frugtig. Fadet og den fede frugt bløder op på det kalkagtige, så novicer også sagtens kan drikke med.

Det er værd at lede efter husets top J. Schram på pinot noir og chardonnay. Efter transparent mousse i indledningen forblev vi i det lyse med Hartford Courts mesterlige chardonnay Stone Côte 2006. Jeg ved en hel del skyder den ned ved første snif, for fad, det har den! Den berømte Durell Vineyard er ophavet, Carneros’ kølighed kæler klaserne og giver den en knivskarp syre og citruspræget intensitet, som i nogle halve timer... suppleres, ikke forstyrres, af fadtonernes røg og karamel. Det store Kendall-Jackson er moderselskab for den lille specialist i cool style. Stone Côte er forbilledlig chardonnay.

Videre i den hvide afdeling med Fess Parkers viognier 2007 nede fra de kølige ”rhône-områder” ved Santa Ynez og Santa Maria. På trods af generel tilbagegang kvantitativt for syrah, går det strålende kvalitativt for alle rhônesorterne i Central Coast. Fess Parkers viognier er en flydende vingummi – pt for præget af høj alkohol, men man kan afhjælpe det ved at drikke den iskold. Bare rolig aromaerne skal nok finde op af glasset, det er de stærke nok til – hvid peber, galiamelon og grøn vingummibamse.



I den røde afdeling startede vi blidt ud med Bonterra – den rent biodynamiske og lidt finere del af kæmpefirmaet Fetzer. Deres vine kommer ofte fra det kolde Mendocino ligesom McNab 2004, en bordeaux-rhône-blanding med merlot, cab og petit syrah. McNab er medoc-agtig, tør, blyantstiftet og har masser af læder og solbær – den er herligt kølig, slank i sit udtryk.

Engang, og det er IKKE så længe siden, var pinot noir fra Californien overgjort, kogt, sveskeagtig og endda skarp vin. Nu er det helt anderledes. Californisk pinot noir er i mine øjne reelt den eneste fællestype, som kan konkurrere med bourgogne – og den gør det med midler, så det svarer til en fodboldkamp mellem to så forskelligartede spilindstillinger som Italien og Spanien, hvor resultatet jo sagtens kan ende uafgjort alligevel.

I det kølige Carneros, syd for Sonoma og Napa, bor Walter Schug. Han laver faktisk bourgogne – det burde nogen fortælle ham! Hans pinot er slank, forfinet, sekundær og tertiær i sine aromaer med jord og læder. Hans stil er helt anderledes end den fremherskende i Californien – og tak for det, for der er også plads til det.

Videre til de røde rhône-blends. Hippien Randall Grahams hus Bonny Doon, laver den moderne rhône-basker Le Cigare Volant 2005. Friske saftige blå og røde bær, lidt vanilje og hele den timianbaserede krydderbuket vælter frem i næsen. Den virker lidt for poleret, men det er flueknepperi.

Hvor Cigare Volant er poleret, er Stags Leap Wine Cellars’ FAY 2005 rustik og grovkornet som kun en Moulis eller Listrac kan være. Stags Leap Wine Cellars holder fast i sin stil og det skal de også have tak for. Det kan ikke være fede frugtbamser det hele. Ejeren Warren Winiarski vandt den berømte Paris-tasting i 1976 med sin cabernet sauvignon og har nu tre versioner. FAY er begynderniveauet. Montrose falder mig ind umiddelbart, med sin kæmpestruktur og sit tørre riv i eftersmagen.

Langt mere svulstig og poleret er Merryvales dygtigt lavede Profile 2004, som viser hvad det varme Saint Helena i den øvre Napa-dal kan, når druerne plejes, selekteres og gives fuld ornat i fadkælderen. Når man ved at Bill Harlan reaktiverede huset i 1983, før han begyndte med sin egen luksusvin på Harlan Estate, står alt klart. Michel Rollands gyldne hånd var også ind over i begyndelsen. Med Merryvales Profile kom de tunge drenge på bordet.

Silverado, Rubicon og Beringer fortsatte festen indenfor bordeaux-blends. Silverado ligger tæt på Stags Leap Wine Cellars, men fremstiller cabernet i en noget anderledes stil. Deres Limited Reserve 2005 fra magnumflaske er mesterligt lavet. Husets Disney-relationer ufortalt, er det Mickey og Minnie Mouse i hed elskov!? Flot koncentreret, som en malmkerne, men udbredende sig om sensommerbærenes samtlige glæder og sensoriske påvirkninger. Det er så voldsomt og dog så elegant.

Endnu bedre blev det med Francis Ford Coppolas berømte Rubicon 2005, som nu har sit helt eget vineri og slet ikke mænger sig med resten af portenføljen fra Niebaum-Coppola-koncernen. Rubicon blev født i 1978, hvor Coppola havde tjent skejser nok på The Godfather. I de dage fik Rubicon 3 års fadlagring og 90 dages maceration – man mente det alvorligt dengang! Alt er meget mere doseret nu og med 2005 har Rubicon Estate skabt deres hidtil bedste vin og faktisk en af de bedste overhovedet i den lidt vanseklige årgang.

Wine Institute of California synes også vi skulle smage moden cabernet og det var vi flere, som var henrykte over. Beringers 1992 Private Reserve endda fra magnum er fortsat lidt af en milepæl for undertegnede. Det var den første rigtig store Napa-cabernet jeg smagte og i betragtning af mængderne er det fortsat imponerende hvor godt den holder sig og hvor personlig den er. Ed Sbragia, som fremstillede den, insisterede på topkvalitet i husets flagshipwine og det mærkes. Den holder uden problemer ti år mere og alt det gode fra Napa er så velproportioneret i vinen, at få slår den i den årgang.

Californiens helt egen zinfandel (og hold nu op med snakken om syditalienske primitivo, for selv om de har samme genetik, udtrykker de sig væsensforskellige) fik vi prøvet i to udgaver. Den klassiske Ridge, Paul Drapers berømte Geyserville fra 2007, som kommer fra Dry Creek Valleys oldgamle vinmarker, hvor der endda også er petite syrah og carignan til stede. Et field blend kunne man kalde den. Zins boysenbær og jordbærsyltetøj, marcipan og granatæblesodapop er tydeligt til stede, men både petite syrah og carignan tilfører et sundt skud landmandsliv og rusticitet.

Så er Seghesios Old Vine Zin 2006 mere moderne i den forstand at det udelukkende er zin og udtrykket noget mere ”storbarmet”. Alligevel er alkoholen forbavsende doseret, sådan er det næsten altid fra Alexander Valley og Dry Creek Valley, hvor også Seghesio henter sine druer. This is true old vines, som de siger.

Afslutningsvis havde vi opstillet et par Rhône-look-alikes – hver på deres måde. John Shafer er en levende legende i Napa og Stags Leap District. Hans berømte Hillside Select Cabernet er en af de bedste og mest stabile ”bordeauxer” i dalen. John Shafer og ikke mindst hans mangeårige vinmager Elias Fernandez laver også syrah og de kalder den Relentless. Som navnet siger bliver den ved og ved – den er forbavsende cool med let undermoden syre a la Côte Rotie, masser af sur koks og lakrids samt komplet mundcoatende smag.

Noget længere mod syd holder franskmanden Stephan Asseo til og hans hus l’Aventure ligger lige oveni i nogle af Californiens sjældne kalkstensforekomster. Blandt andet derfor (men også pga kølende havvinde) er vinene elegante, friske og aromatisk intense. Husets flagship-vin Optimus 2004 smager med sin kombination af syrah, cabernet og petit verdot som en meget stor moderne Châteauneuf-du-Pape med skosværte, blåbær og lakrids.

Konklusionen på sådan en dag er kort og godt at Californien har øget sin mangfoldighed, små selvstændige idealister laver personlig vin, der vil mere end please og ikke mindst at de store huses topvine holder chokerende godt.

Vil du vide mere om californisk vin? Læs også blogindlægget Californication III.